tirsdag den 16. august 2011

Andemor -nu med underholdning

Så starter svømmesæsonen op, og barnet skal starte igen hos Haletudserne i aften. Og det er jo en dejligt, at min lille ælling plasker rundt der og bli´r god til svømning. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg synes, det trak tænder ud at sidde der i svømmehallen en hel time hver tirsdag sidste år og se hende plaske rundt med blå læber og oversize svømmevinger. For helvede, hvor er der varmt i sådan en svømmehal! Når man har tøj på vel at mærke. Så jeg plejer at sidde der og svede tran, mens jeg keder mig gevaldigt. Men nu skal det være slut! Ikke med at svede, men med at kede sig. For nu hækler jeg jo!

Derfor vil jeg i aften medbringe mit nuværende projekt; etui til iPhone. 
(Fikst billede ikke? Man er nødt til at være kreativ, når man vil tage billede af det, man plejer at tage billeder MED)

Så jeg forestiller mig en god times hækling, mens jeg samtidig er den gode andemor, der lige har et halvt øje på barnet. Der er naturligtvis livreddere omkring, men jeg stoler ikke helt på de andre små sataner, så jeg er klar til at gribe ind, hvis de er ved at synke min ælling.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...