Viser indlæg med etiketten tapet og papir. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten tapet og papir. Vis alle indlæg

søndag den 24. juni 2012

Invitationer til børnefødselsdag

Jeg har klippet og klistret her i weekenden, og nu er invitationerne til min datters fødselsdag klar :-) Inspirationen er fundet her på Pinterest.


onsdag den 1. februar 2012

Smukt papir helbreder!

...det håber jeg i hvertfald. Nu har jeg været syg med syg på i tre dage, og jeg gider faktisk ikke rigtigt mere. Ikke mindst fordi, jeg har fødselsdag i morgen. Og jeg har abstinenser efter bogbinderi(g)et. 

Så jeg slæbte mit svage korpus op i byen og tænkte, at det nok ville hjælpe gevaldigt på helbredet, hvis jeg købte noget til mig selv. Pludselig ser jeg dette smukke papir i en kurv, og, i min iver efter at kigge på det, bøjer jeg mig for hurtigt ned og knappen i min jakke springer, lige dér, hvor jeg er aller tykkest. Men...det skulle ikke slå mig ud, for der fandt jeg mit helbredende smukke papir. Til 22 kr. Det er faktisk billigere end en heksedoktor. 

Er det ikke fint? Trykt med "vegetable ink". I LOVES IT.



lørdag den 28. januar 2012

Nye bøger fra den gale bogbinder

Så er der to nye notesbøger. Den ene med noget lækkert gammelt papir, jeg fandt på værkstedet, og den anden med det skønne Mr. Men tapet, jeg har købt hos Junette.
Det krævede en del overvindelse at klippe i det vidunderlige tapet, men jeg er glad for at jeg tog det i brug, nu hvor jeg ser resultatet :-)

Jeg er ganske tilfreds med begge bøger, det er lykkedes mig at lave et fint håndværk :-)





Bagsiden






Beklager at jeg har måtte skrive Nørkleriget på hvert eneste billede, men det er man åbenbart nødt til, hvis man vil have bare et minimum af ejerrettigheder på sine billeder herinde.

Håber I synes om mine bøger :-)

lørdag den 14. januar 2012

Papirklip

Nørkleriget har småforelsket sig i tanken om at lave papirklip. Og kastet sig ud i et mindre forsøg, med en skabelon fundet her.

Det er sgu da svært...! (Især når man ikke har en ordenlig kniv/saks)


 Men jeg gi´r ikke op...helt endnu. Købte en hel mappe fyldt med skabeloner på loppemarked forleden og skal lige have en ordentlig kniv..så skal I bare se løjer.

torsdag den 12. januar 2012

Bogindbinding -2012 kalendere

Jeg skylder en opfølgning på mit bogbinder-projekt før jul. Her kan I se de to 2012 kalendere, jeg indbandt. Den ene er min egen og en anden var en gave til min bedstemor i hendes yndlingsfarver :-)

Kalenderen til mig selv, med mit yndlingspapir på

Gaven til min bedstemor med mere traditionelt bogbinderpapir

Indmaden er en billig kalender fra Tiger

Og det lykkedes mig at lave en, åbenbart klassisk, fejl; jeg fik vendt papiret på hovedet på bagsiden :D


Og til sidst er par billeder fra processen:



onsdag den 14. december 2011

Bidt af en gal bogbinder

Som tidligere nævnt beskæftiger jeg mig med at lære gammeldags bogbinding for tiden. Og jeg elsker det! Det er et fantastisk håndværk. Nu kan jeg endelig fremvise min første bog, som jeg har lavet til mig selv. Jeg har før det lavet kalendere på bestilling, men nu blev der tid til at fremstille min egen bog. Og jeg er smadder begejstret for den, jeg synes simpelthen, den er så flot!

 Vi starter med et billede af den færdige bog


Den er A4 format og har sort læderryg og hjørner, guldtryk med navn i ryggen og så omslag med tapet, jeg har købt hos Junette. Inden i er det almindeligt linieret papir.



Sådan så den ud i morges og undervejs




Jeg er pave stolt. Og totalt hooked på bogbinding. Er igang med næste projekt :-) Det tager en 3 dages tid at lave en bog.

Ellers sker der jo ikke vildt meget på bloggen -Jeg har gang i mange ting og har ikke samme overskud til nettet, som tidligere. Ved ikke engang, hvor langt vi er i jule blogchallenge... Men det er dejligt at opleve at være smadret, fordi man er godt brugt sidst på dagen, fremfor at være det, fordi man har stirret katatonisk ind i væggen hele dagen :-)

fredag den 11. november 2011

Træknapper med tapet og papir

Altså... nu har jeg fået så mange nye læsere siden min give away no 1 startede, og så har der bare været radiotavshed på bloggen. Tsk tsk. Det er super fedt at så mange nye er kommet til! Det har bare været en uge uden det store overskud til Nørkleri(g)er her, derfor lidt stille. Men, lidt er der da sket:

I sidste uge var jeg, igen, et smut i Terapi-Hobby (bemærk den... øhm... interessante hjemmeside) med min søster. Fik købt en masse små dimser, som jeg manglede, og noget fint krympeplast (noget, der kan bruges modsat det, vi havde købt i dyre domme hos Panduro).
Alma og jeg har lavet krympeplast hver dag siden. Det bliver til mange fine smykker/magneter/nøgleringe m.v. som I snart får at se. Det er altså en genial aktivitet at lave med børn. Men ikke den billigste, jeg synes godt nok krympeplast er dyrt.

Men videre til det, jeg skulle vise jer; i Terapi-Hobby købte jeg også nogle fine træknapper, uden helt at vide, hvad jeg skulle med dem. Det varede dog ikke længe, før jeg besluttede, at de skulle have en gang tapet og papir. Jeg har så meget lækkert efterhånden, og jeg savnede at arbejde med det.

Det blev, som forventet, med lidt folder, fordi knapperne runder, men det synes jeg personligt er en del af charmen, minder lidt om en stofknap på den måde. Der kom fire knapper ud af det i første omgang.
Beklager de lidt hurtigt tagede billeder, det var det der med overskuddet, jeg nævnte før :)



Nu skal jeg bare have købt nogle små dutter til at sætte på, så de kan bruges som knapper.

fredag den 28. oktober 2011

Tidsskriftholdere #2

I dag fik endnu en tidsskriftholder en lille makeover. Jeg er ret glad for resultatet... elsker det papir! Den nye tidsskriftholder er blevet ret gode venner med min gamle. Så de er nu bedste buddies, der står og hænger ud sammen.



torsdag den 13. oktober 2011

Tidskriftholdere #1

Så er de første to tidsskriftholdere færdige! Den ene til Alma (gæt selv hvilken) og den anden til mig. Eeeeelsker min egen med tapet fra Ferm Living. Kan ikke få nok af de træer! Jeg var så heldig at få et stykke af dette yndlingstapet af den søde Blåmejse. Tusinde tak <3




Der er endnu to på vej, men de skal en tur ud i gården og spraymales først... de fik jo en tur sidst, men jeg er simpelthen ikke vild med farverne. Grangrøn... yaaakk

lørdag den 1. oktober 2011

fredagslopper

Hvilken bedre måde, at tilbringe en fri-fredag med sin kæreste på, end at tage på loppemarked? :) Fandt nogle rigtigt lækre ting og kommer sikkert til at stirre begejstret på dem hele weekenden. Mindst.

Først en gammel børnebog "Fridolin", med nogle fantastiske illustrationer:




Og lidt nyt fra Knapstrup Pernille-serien:

Og sidst, men faktisk mest fantastisk, en lækker skammel. Den passer perfekt til det behov vi havde for en skammel ud til køkkenet, så Alma kan nå håndvasken. Og den er let, så hun nemt kan flytte den selv. Og så er den... lækker, hvis I spørger mig! :) Den er fin som den er, men planen er at den skal males og tapeseres. Det har jeg aldrig prøvet før, men glæder mig vanvittigt til at prøve det. Men det er godt, at vi kan lide den som den er nu, for der går nok et stykke tid før jeg finder det tapet, jeg vil bruge.



fredag den 30. september 2011

Jeg vandt i Kreativista give away! :)

Ja..jeg var en af de heldige vindere i Kreativistas give away og vandt gave nr 2, som var sponsoreret af den skønne Marolle.
Og her kommer så lidt billeder af de fine ting, jeg vandt:




Fiiiine fine stykker tapet (Jeg ELSKER dem! Tak Marolle!), lækre knapper, blomster, dimser og klemmer og en fin fugle-klemme. og sidst men ikke mindst, forskellige stofstykker og hæklerier.

Nu har jeg ikke tid til at skrive mere, for jeg skal lige igang med at lege med tapet...

fredag den 23. september 2011

Man kan så meget med så lidt

Jeg har lige givet min idé-bog en lille makeover med cirkler fra diverse dekorationspapirer. Fra at være en ensfarvet sort bog fra Tiger, er den nu en lille lækkerbasse af farver og former. Det tog godt nok ikke lang tid at lave den, og krævede heller ikke meget materiale. Men den er nu -i mine øjne- en så meget mere indbydende bog. Jeg bliver også endnu mere inspireret til at bruge den end før, uden tvivl.


Fanebladene er lavet med masking tape.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...